Omkring en tredjedel af spillerne i ungdomsafdelingen er tilknyttet klubbens konkurrencehold, som i daglig tale kaldes ‘boblerholdene’. Det er trænerteamet, som placerer spillere på disse hold. Er man interesseret i en plads, skal man kontakte cheftræneren.
Krav til deltagelse
Spillerne på boblerholdene træner mindst tre gange om ugen, og der kræves mødedisciplin samt en relativt stor indviduel indsats for at kunne følge med. Træningen er målrettet de spillere, som ønsker at spille tennis på turneringsplan, og de fleste boblere spiller individuelle turneringer en eller to gange om måneden. Fra U12-alderen forventes det som minimum, at boblerne er til rådighed for klubben til holdkampe og stiller op til klubmesterskab.
Holdsammensætning
Holdene sammensættes ud fra både alder og niveau. Generelt holdes jævnaldrende sammen, men hvis trænerteamet vurderer, at det er gavnligt, kan en spiller have træninger med en ældre aldersgruppe.
Baner og træning
I indendørssæsonen spiller boblerholdene fra U12-alderen på tennisbanen i Pro Workout. Her træner man på hold med fire spillere på banen og stor fokus på teknik og spilforståelse. U10-boblere træner som hovedregel i Hollænderhallen og har et større fokus på leg, fællesskab og generel fysisk udvikling.

